Du kender det måske: Du traver afsted med hunden, vinden suser i håret, og solen varmer dit bare ansigt. Det er måske alt i alt et dejligt, friskt afbræk. Lige ind til hunden gør det, I kom afsted for – den skider. Midt på Nørrebrogade i nordvestgående retning kl. jeg-skal-skynde-mig-hjem-fra-arbejde.

Det er ikke just lige der, du håber, din firebenede bedste ven skal træde af på naturens vegne. Heldigvis er der råd at hente. I København har vi faktisk flere forskellige hundeparker, som hver især passer på forskellige hunderacer – og ejere. Her er en guide til tre forskellige parker, du som hundeejer i Hovedstaden bør kende.

 

Hundegården Trianglen: Den sociale

 

Hundegården Trianglen er belligende ved Blegdamsfælleden i Fælledparken på Østerbro. Hundegården Trianglen er et indhegnet areal på 1 hektar, hvor hundene må løbe frit.

Det er stedet, du går hen, hvis du ønsker, at din hund frit kan lege med andre hunde. Alt imens kan du selv få en sludder med andre hundeejere eller slå en bog ud på et af de bænksæt, der er i Hundegården. Faktisk har Hundegården Trianglen et temmeligt socialt klientel af søde hundeluftere, der gerne får sig en sludder, mens hundende brænder energi af.

Lyder Hundegården Trianglen som noget for dig, kan du tilslutte dig Facebookgruppen “Hundegårdene i Fælledparken“, der i skrivende stund har mere end 550 medlemmer. Her deles alt fra oplevelser i “Gården” til alt muligt relevant stof, der end må interessere hundeejere.

 

Guldbergs Plads Hundegård: For små hunde

 

Har du en mindre hund, er Guldbergs Plads på Nørrebro måske mere stedet for dig. Her er den fine hundegård på 1 hektar nemlig opdelt i to med et område til store hunde og ét til små hunde.

Guldbergs Plads Hundegård er også stedet, du går hen, hvis du ønsker at træne med din hund. Her er nemlig en mindre agilitybane (bane med forhindringer), hvor hunde blandt andet kan træne deres muskler og balance – mens du kan træne din tålmodighed.

Guldbergs Plads Hundegård er én af Københavns mindre kendte hundegårde, hvilket gør parken oplagt for hunde, der er mere sky af natur.

 

Ørstedsparkens fritløbsområde: Smuk og central

 

Søger du efter et større grønt areal i Indre By, hvor du kan lade din hund løbe frit? Så er de 2 hektars fritløbsområde i Ørstedsparken helt klart en tur værd. Det er dog dit ansvar alene, at din hund ikke er til gene for parkens andre brugere, og det anbefales, at du kun lader din hund løbe frit, hvis den er ordentligt opdraget og lystrer, når du kalder.