Når jeg bliver bedt om at betale 30-40 kr. for en kop sort energi i kaffe-latte-København, kan jeg i høj grad mærke min indre jyde. Bukselommen synes pludselig uendelig dyb, og mine pøsefingre kan næsten ikke nå ned til kontanterne.
Og jeg ved, at jeg langt fra er den eneste, der har det på den måde.
Højt leveomkostningsniveau svækker Københavns image
København strøg sidste år ned fra en flerårig førsteplads til en delt 10’endeplads på Monocles rangorden over verdens bedste byer. En stor del af årsagen var byens “leveomkostningsniveau afspejlet i prisen for en kop kaffe…“.
Ærgerligt, men heldigvis er der råd at hente.
Zaggis: Stedet, hvor alt koster 15 kr.
På Frederiksborggade 43 (lige efter Dronning Louises bro mod byen) åbnede Zaggis sidste sommer, og konceptet var lige så simpelt som det var i Tiger’en i de gode, gamle dage. Hos Zaggis koster alt nemlig 15 kr. Og det er ligemeget, om du skal have friskbagt kage, frisksmurt tunsandwich, sodavand eller en god kop kaffe.
Manden bag kaffebaren, 27-årige Jonathan Zagouri, lover tilmed, at de serverer byens bedste håndlavede kaffe. Det udsagn er naturligvis hørt før, men om ikke andet er der ingen tvivl om, at kaffen hos Zaggis ubeskåret er den bedste til prisen.
Tænk engang, der går tre Zaggis-kopper på én kop kaffe fra Baresso eller Emmerys – og der skal du for guds skyld ikke købe kage til kaffen, med mindre du har den tykke tegnedreng med.
“Det er ikke formålet at tjene penge“
Jonathan Zagouri fortæller til AOK, at det for ham ikke handler at tjene mange penge, men snarere handler det om, at “få et navn og give et nyt bud på, hvordan man kan nyde udelivet i København“.
Hele pointen er at lave et sted, alle har råd til at komme. “København skal have plads til alle”, siger han.
Forfriskende, ikke?
Starten på en ny tendens?
Zagouri beretter, at hans nye kaffe-koncept har fået en overvældende positiv modtagelse. Rigtig mange mennesker har stået i kø for at hjælpe, og Zagouri fortæller endvidere, at en kok sågar har tilbudt at lære ham at bage brød.
At tyde ud fra den helt vildt positive respons, sidder jeg med et håb om, at flere gør kunsten efter, så der kommer lidt sund konkurrence på kaffe-fronten.
Indtil videre må du pege cyklen mod Zaggis på Frederiksborggade 43, når du har brug for et billigt kaffefix, der ikke skummer dine penge væk i latte-art og fine fornemmelser.
Læs mere om Kaffix på deres Facebookside: Zaggis