Det er helt vildt, som street food er blevet populært i Hovedstaden. Over det seneste år har københavnerne kunnet nyde gademad flere steder i byen – først Copenhagen Street Food på papirøen, derefter Kødbyens Mad & Market, så det internationale Rebel Food og ikke mindst Little Copenhagen-konceptet. Årsag? Københavnerne er ellevilde med sådanne events.


Meget mere end mad

 

Det seneste led i street food kæden er konceptet Hej KBH. Sidst i denne uge, den 9.-11. juli, afvikles første event ud af mere end 50, og debuten kommer til at foregå på Christiansborg Slotsplads. Her indtages pladsen af massevis af ”gastrotrucks”, som vil servere mad med vidt forskellige kulturelle rødder, mens adskillige jazzkoncerter afvikles over de tre første eventdage, der falder midt i Copenhagen Jazz Festival.


Koncept sammenkogt på kærlighed

 

Hvis Hej KBH var en ret, var det en kraftfuld gryderet med kærlighed som hovedingrediens. Aktørerne bag Hej KBH beskriver konceptet således:

 

”Hej KBH er en kærlighedserklæring til borgerne i København. Vi vil skabe rum i byen, hvor borgerne kan opleve hinanden og byen fra et nyt perspektiv.” 

 

Kærlighedskonceptet synliggøres ved, at arrangementafviklerne opfordrer deltagende til at iklæde sig ”kærlighedsbriller”, således at byen eventyrliggøres og får nyt perspektiv.


Hvem, mad, hvor?

 

Som beskrevet tæller eventkalenderen mere end 50 datoer fordelt over den danske sommer, og diverse foodtrucks føres af chauffører, der repræsenterer vidt forskellige madkundskaber.

På diverse spots som Højbro Plads, Amager Strand, Halmtorvet, Islands Brygge, Havnegade, Den Røde Plads, Israels Plads og Nyhavn vil blandt andre Rene Dif servere mexicansk, mens restauranten Manzel, der bærer en michelinstjerne, vil lange libanesiske lækkerbiskener ud af deres truck.

Generelt vil der være noget for enhver smag – hvad end det handler om gastronomiske, kulturelle eller musikalske oplevelser.

Se en teaser for konceptet herunder: