Menneskerettighedsorganisationen DIGNITY, Dansk Institut Mod Tortur, inviterer for andet år i træk til DIGNITY DAY i Kongens Have fredag den 26. juni. Således kan du tilbringe en sommerdag i selskab med Oh Land, Ukendt Kunstner, Kentaur og børnepoppede Pippelipop, som hver især forskudt over dagen giver gratis koncerter med tanke på torturofre.

Desuden vil der ind imellem koncerterne være både danske og udenlandske talere på scenekanten, som på hver sin vis retter spotlyset mod den tortur, der finder sted i flere end 100 lande.


Fra børnepop til københavner hip-hop

 

Det musikalske inventar i Kongens Have på støttedagen udgøres først på dagen af Kalle B’s Pippelipop, som allerede fra klokken 14 vil illustrere, hvordan dansk børnepop anno 2015 lyder. To timer senere står den på teenage-pop med Cisllia, som efterfølges af Kentaur, der definerer sin musik som ”sensitiv neo-soul resonans”.

Klokken 19.30 er det tid til den succesfulde Nanna Ølund Fabricius aka. Oh Land, som vil tryllebinde de fremmødte med sin karakteristiske kvindevokal halvanden time frem. Sidst men ikke mindst er det tid til de slet ikke så ukendte to herrer bag Ukendt Kunstner, som uden tvivl vil lukke showet af med en vifte af deres bundsolide og ørehængende skæringer.


Støttedag med musik og god moral

 

Som sidste år markerer DIGNITY DAY FN’s internationale støttedag til torturofre verden over. Derfor er det som sagt ikke udelukkende musik, som er på programmet, men således vil arrangementet veksle mellem forskellige taler, oplæg og musikalske indslag. Sarah Grünevald, Camilla Ottosen og Karen Simonsen vil være værter for det tabubelysende show, som slutter klokken 22.


Mad med god samvittighed

 

Udover mangfoldig musik og taler, vil der under hele begivenheden være et væld og forskellige boder, hvor du kan få stillet både din sult og tørst. Al overskud går til DIGNITY, så du for en stund kan stille samvittigheden ved at hjælpe til arrangementets afvikling samt organisationens generelle godtgørende og tabubrydende arbejde.


Det fulde program:

 

14.00 Pippelipop med Kalle B

15.00 Oplæg med tidligere DIGNITY klient

15.55 Velkomsttale

16.00 Cisillia

17.00 Tale ved Therese Rytter

17.15 Oplæg med tidligere DIGNITY klient

18.00 Kentaur

19.00 Tale ved Karin Verland

19.30 Oh Land

21.00 Ukendt Kunstner

22.00 – 04.00 Officielt Afterparty på Klosteret, Hauser Plads 32, 1132 København K.