Når S-toget stryger gennem Nørrebro, kan du i et kort glimt fra en vinduesplads i F-linjen mod Ny Ellebjerg kigge ned i et lille rekreativt samfund, der består af et hav af graffitimalede containere og skæve konstellationer bygget i træ. ”ContainerBy Detours” er det officielle navn på det farverige sted, mens containerbyen fra mund til mund kaldes ”Linien”.

Linien afviklede i weekenden den 13. og 14. marts en længeventet åbningsceremoni, som fejrede, at containerbyen var blevet en realitet efter et års opbygning. Til åbningsarrangementet udbød Linien en masse skæve workshops, hvor du som deltager blandt andet kunne lære at bygge et anlæg på din cykel. Udover kreative workshops, der havde genbrug og bæredygtighed for øje, indbød Linjen også til en efterfest, hvor en masse undergrundsmusikere optrådte én efter én hele lørdag nat.

Åbningsceremonien var en velbesøgt succes, og det er langt fra det sidste, københavnerne kommer til at høre fra containerbyen, der løbende udbyder alternative workshops. Ifølge Liniens Facebookside skulle byen inden længe være klar med information om, hvordan du bliver en del af fællesskabet.

Var du til åbningsceremonien? I så fald skal du være mere end velkommen til at fortælle om din oplevelse i kommentarfeltet nedenfor.