Hvis du, som jeg, også synes, at der er lange udsigter til sommerens festivaler i Københavnsområdet som blandt andre Roskilde Festival, Vanguard og Distortion, kan du varme op til Carpark Festival d. 16. maj under den ellers uinspirerende Bispeengbue i Frederiksberg-området. Dagen lang vil der være spændende aktiviteter og naturligvis også en masse musikalske indslag i bedste festivalstil.


Farverig fattigmandsfestival med en smuk vision

 

Carpark Festival debuterede i september sidste år med en ydmyg, anderledes og hyggelig festival, der bød på alt fra vinylmarked, diverse workshops, fællesspisning og ikke mindst et spændende musikprogram, der satte spot på nogle af de dygtige undergrundsmusikere, København huser.

I år afvikles Carpark Festival efter mere eller mindre samme formel som sidste år, og festivalen, der strækker sig fra kl. 13:00 til 23:00, forbliver gratis(!). Men hvorfor afvikle en farverig festival på det altid skyggelagte område under Bispeengbuen? Jo, det er såmænd for at glæde alle de: ”…der går rundt med triste miner over, at området under Bispeengbuen ser så gråt og kedeligt ud”, oplyser Festivalens Facebookside.


Tilbagevender med flere venner

 

Carpark Festivals Facebookbegivenhed fra i fjor fortæller, at blot 247 personer havde tilkendegivet, at de ville deltage i arrangementet. I år, over to uger før festivalen foregår, beretter begivenhedssiden på Facebook, at omkring 1500 personer i skrivende stund forventer at dukke op under buen. Og det er der da ikke meget at sige til, når Carpark Festival disker op med et foreløbigt program, der ser således ud:

 

Mund De Carlo, MC OLLIE & Eco

Palace Winter

Paper Cranes

GEORGE BEST

 

Desuden vil der igen i år være sjove aktiviteter, mulighed for at købe drikkevarer samt sofaer at slænge sig i. Det eneste krav, der er til dig som deltagende, er, at du skal tage venner med:”Det er ganske gratis – det eneste du skal gøre er at du skal medbringe en ven eller to” (Facebook).

Carpark Festival forventer snart at være tilbage med et endeligt program og yderligere informationer om eventet.