I slutning af 1980’erne blev vinylpladen slået af CD’en som det foretrukne musikmedie. Meget er sket siden da, og særligt Mp3’ens fremkomst i midten af 1990’erne har forårsaget markante ændringer i pladeindustrien. Siden Mp3’ens indtog på markedet er der foregået en stor digitalisering i måden, hvorpå vi forbrugere afspiller og ikke mindst betaler for musik. Streamingtjenester som Spotify og onlinebutikker som Itunes Store synes at være fremtidens musikplatforme, men alligevel oplever vinylpladen nærmest en renæssance i den digitale musikalder. Tal fra SoundScan viser nemlig, at der alene i 2014 blev solgt 9,2 millioner vinylplader, hvilket er en stigning på hele 52% i forhold til 2013.

Hvis du, som jeg, ikke kan undvære den knasende lyd fra de sorte voksskiver, så kig med i guiden nedenfor, hvor jeg sætter spot på fire vidt forskellige pladebutikker i København.


Den seriøse sam(p)ler

 

Sound Station på Frederiksberg er den ultimative pladeshop, hvis du er en ambitiøs pladesamler, der gerne giver ekstra for at få en given pladeudgivelse i førstetrykket fra USA. Sound Station har med andre ord styr på, hvad der har værdi, og genremæssigt kan butikken sin A-B-C. Uanset om du er til efterkrigstidens Cool Jazz eller er til fransk New Wave fra slut 80’erne, så er Sound Station stedet, hvor du ikke går forgæves. Butikken bugner med vinyler fra enhver genre, og søger du noget specifikt, er der næsten ikke den pladetitel, personalet ikke kender til. Sound Station er stedet for dig, der har god tid, og som vil betale prisen. Det koster at få en unik skive med hjem til pladereolen.

Sound Station
Gammel Kongevej 94
Mandag-torsdag: 10-18, fredag: 10-19, lørdag: 10-16.

 

Shop de nyeste udgivelser

 

Er du mere til nyere udgivelser og ønsker at forkæle dig selv med de seneste skæringer i vinylformat, er Route 66 uden tvivl pladebutikken for dig. Udover at holde sektionen med nye udgivelser fri for støv, er Route 66 muligvis den pladebutik i hovedstaden, som har det bedste øre for mindre kommercielle udgivelser på lokale og uafhængige pladeselskaber. Shoppen er ligeledes oplagt for dig, der ønsker at granske et imponerende katalog af danske udgivelser.

Route 66
Fælledvej 3
Mandag-torsdag: 12-18, fredag: 12-19, lørdag: 11-16.


Det gode fund

 

Route 66’s modsætning må være Second Beat på Jagtvej. Antikvariatet, der er drevet af Nils Rolfgaard, har langt fra byens største udvalg af plader, men til gengæld er butikken et besøg værd, hvis du er ude efter et godt brugt fund til en fornuftig og overkommelig pris. Second Beat er størst og stærkest på jazzgenren, og i de tre-fire rækker med jazzplader er der mange spændende udgivelser fra de eftertragtede jazzpladeselskaber som Blue Note og Impulse! Mantraet for Second Beat må være kvalitet frem for kvantitet. For selvom den lille butik har et overskueligt udvalg, så er der nok af fristelser – særligt hvis du har smag for god, rendyrket jazz.

Second Beat
Jagtvej 129
Mandag-fredag: 10-18, lørdag: 11-15.


Kaffe og kvalitet

 

Hvis mantraet for Second Beat er kvalitet over kvantitet, må mottoet hos Sort Kaffe og Vinyl være kun kvalitet – hvad end det handler om kaffe eller vinyler. Sort Kaffe og Vinyl er nemlig stedet, hvor du kan tjekke vinyler, mens kæresten eller den ikke så musikinteresserede ven fylder energibeholderne op med en god kop kaffe. Den kombinerede café og pladebutik har et sparsomt udvalgt af vinyler, men til gengæld kan du være sikker på, at samtlige plader i udbuddet er kvalitetstemplet af stedets ejer. Genremæssigt er der ingen rød tråd, og udbuddet spænder lige fra pigepunk til pudderrock. Sort Kaffe og Vinyl er en interessant kombineret butikscafé, der alene er et besøg værd for hyggens skyld. Ved du ikke, hvilken plade du går efter, men er du åben for at prøve noget nyt og anderledes, kan du mere eller mindre tage bind og øjnene og vælge en vilkårlig plade, der med garanti er i en klasse for sig.

Sort Kaffe og Vinyl
Skydebanegade 4
Mandag-søndag: 8-19.

 

Ovenstående guide er til fire pladebutikker, som, jeg mener, kan noget særligt. Er du uenig? Så byd ind med forslag i kommentarfeltet nedenfor.